Skip to main content
announcement
Er du god til at samarbejde?
Kan du formidle komplicerede emner til et bredt publikum?
Kan du repræsentere en almennyttig organisation og engagere andre til at støtte den?

 

Vi leder efter en Fisheries Outreach Manager, der kan tage ansvar for til at øge kendskabet og opbakningen til MSCs koncept og certificeringsordning blandt interessenter og virksomheder.

Som fiskeriansvarlig vil du være den primære kontakt for interessenter i fiskerisektoren (producentorganisationer, fiskerier, forarbejdningsvirksomheder samt relevante myndigheder, forskningsinstitutioner og organisationer) i Danmark, Sverige, Finland og de baltiske lande.

Du bliver en integreret del af MSC regionale team i Skandinavien og Østersøregionen og deltager i aktiviteterne og udviklingen af MSC i regionen. Som regionens fiskeriekspert vil du skulle bistå dine kolleger med indsigt, fakta, case-historier mm. på fiskeriområdet – både mundtligt og skriftligt.

Hvem er du?

Vi forventer at du har

  • en akademisk uddannelse indenfor fiskerividenskab, fiskeriforvaltning eller tilsvarende,
  • erfaring med fiskerisektoren fra arbejde indenfor fiskeriforvaltning, leverandørkæden, forskning eller interessevaretagelse,
  • solidt kendskab til fiskeri og bæredygtig forvaltning af naturressourcer, herunder især vedr. vildtfanget fisk og/eller fiskeindustrien.
  • Kendskab til MSC-standarderne samt et bredt netværk indenfor fiskebranchen vil være en fordel


Hvem er vi?

Marine Stewardship Council (MSC) er en international almennyttig organisation, der blev grundlagt i 1997 for at fremme og udbrede bæredygtigt fiskeri.

Vores vision er, at verdenshavene skal vrimle med liv, og at forsyningen af fisk og skaldyr sikres for denne og kommende generationer. 

Gennem vores internationalt anerkendte mærknings- og fiskericertificeringsprogram bidrager vi til verdenshavenes sundhed ved at sikre, at bæredygtige fiskeriprincipper anerkendes og belønnes i markedet. Desuden tilskyndes andre fiskerier til at forbedre deres adfærd for at få del i den stigende efterspørgsel efter certificerede og sporbare bæredygtige fisk og skaldyr.  

Over 400 fiskerier, der repræsenterer 16 % af den globale fangst, er engageret i MSCs program, og vi kan dokumentere mere end 1.200 konkrete forbedringer i den måde havene fiskes på. Fisk- og skaldyrsprodukter med MSC-mærket kan købes i mere end 100 lande.

Flere oplysninger

En mere detaljeret jobskrivelse kan findes på vores hjemmeside

For yderligere oplysninger, kontakt Programdirektør Linnea Engström ([email protected]) eller Senior Program Engagement Manager Ole Schmidt ([email protected])

 

Ansættelsesprocedure

Ansøgninger sendes til [email protected]

Ansøgningerne skrives på engelsk og bør indeholde

  • et coverbrev med oplysninger om dine kompetencer, erfaring og viden og hvordan disse forholder sig til de detaljerede krav og ansvarsområder, der fremgår af jobbeskrivelsen samt oplysninger om dine forventninger til løn,
  • et opdateret cv

 

Disse fremsendes som word- eller pdf-filer og navngives med ”dit navn – cover letter” og ”dit navn – CV”. I emnefeltet anføres: Fisheries Outreach Manager, Scandinavia and Baltic Sea Region

Ansøgningsfrist: 26. oktober 2020 kl. 09.00 (CET)