Skip to main content
news
MSC lancerer i dag den danske udgave af et nyt undervisningsmateriale, rettet mod at øge elevernes viden om livet i havet.
Materialet skal hjælpe og inspirere lærere til at udbrede kendskabet til, hvordan vi alle kan bidrage til at nå FN’s Verdensmål nr. 14 om et levende hav.

MSC har udviklet dette materiale, fordi vi tror vi kan bidrage med vores indgående kendskab til bæredygtigt fiskeri og udnyttelse af marine ressourcer.

De seneste år har der været en stigende opmærksomhed om havenes tilstand og om den vitale rolle de spiller i forhold til klima og forsyning med fødevarer.

Flere og flere har fået øjnene op for det enorme pres vores have er udsat for, og derfor er det ekstra vigtigt at bidrage til at sprede håb og se på de muligheder vi har for faktisk at nå Verdensmålene. I den sammenhæng mener vi, at det er vigtigt at skoleeleverne får kendskab både til problemer og løsninger.

Materialets omdrejningspunkt er en prisbelønnet kortfilm på 15 minutter (”Min far er fisker”), der behandler en række komplicerede emner på en måde så de bliver håndterbare for eleverne i folkeskolens ældste klasser.

Det er vigtigt for os, at man ikke lader som om der er enkle løsninger på meget komplicerede problemstillinger. I stedet håber vi, at materialet kan give eleverne et indblik i, hvordan tingene spiller sammen, hvordan vi mennesker har indflydelse på naturen, og hvordan vi kan sikre at havets ressourcer bliver udnyttet bæredygtigt.

Vi er overbeviste om, at havkundskab er fremtiden! 
Med større kendskab til – og respekt for – vores have, vil også fremtidige generationer kunne spise sig mætte i de sunde fødevarer vi får fra havet.

Fakta: Hvordan arbejder MSC i forhold til skoler? 
Undervisningsmaterialet skal hjælpe lærere i folkeskolens udskoling med at undervise om livet i havet og bæredygtigt fiskeri. Materialet kan tilpasses såvel natur- som samfundsfag og kan hentes gratis på MSCs hjemmeside.

I denne rapport er der flere oplysninger om MSCs arbejde med de 17 verdensmål